Vedtægter

Vedtægter for Den selvejende Institution Telefonretshjælpen (CVR-nr. 42 38 54 09)

§ 1 Status, navn og hjemsted

1.1 Telefonretshjælpen er en selvejende institution. Telefonretshjælpens navn er Den selvejende Institution Telefonretshjælpen, der kan angives som Telefonretshjælpen S/I, eller blot Telefonretshjælpen.

1.2 Telefonretshjælpens hjemsted er Silkeborg kommune.

 

§ 2 Formål

2.1 Telefonretshjælpens overordnede formål er yde gratis

  • anonym juridisk rådgivning og vejledning i konkrete sager til enkeltpersoner eller grupper,
  • videregående rådgivning og sagsbehandlende retshjælp i konkrete sager, derunder som partsrepræsentant for enkeltpersoner eller grupper.

2.2 Telefonretshjælpens bistand rettes navnlig mod rådsøgende, der er bosiddende i områder af Danmark, hvor der i øvrigt kun er få retshjælpstilbud. Telefonretshjælpens geografiske fokusområde er øerne bortset fra Fyn og Sjælland øst og nord for Roskilde svarende til Bornholm, Faxe, Guldborgsund, Holbæk, Kalundborg, Køge, Langeland, Lolland, Læsø, Næstved, Odsherred, Ringsted, Samsø, Slagelse, Sorø, Stevns, Vordingborg og Ærø kommuner.

 

§ 3 Virkemåde

3.1 Telefonretshjælpen yder retshjælp i det omfang det kan ske ved hjælp af kommunikationsteknologi og uden afholdelse af fysiske møder.

3.2 Telefonretshjælpen yder retshjælp i et omfang, der mindst svarer til det i Tilskudsbekendtgørelsen forudsatte.

3.3 Telefonretshjælpen yder umiddelbar retshjælp til alle, der henvender sig, om ethvert retsspørgsmål.

3.4 Telefonretshjælpen kan i det omfang der vurderes nødvendigt og relevant i alle sager yde videregående rådgivning og sagsbehandling i tilknytning til eller i forlængelse af den umiddelbare rådgivning.

3.5 Retshjælpen skal i forbindelse med sin rådgivning ikke overtage nogen afgørelseskompetence, som til-kommer myndigheder, nævn og domstole. Telefonretshjælpen kan derfor ikke afvise at behandle en sag alene fordi retshjælpen er uenig i sagsgrunden eller sagsførelsen, og retshjælpen må loyalt fremføre rådsøgendes synspunkter. Retshjælpen er forpligtet til overfor rådsøgende at fremføre retshjælpens opfattelse af sagens udsigt og rimelighed.

Sagsbehandlingen ydes derfor fortrinsvis i et omfang, som kunne udføres af rådsøgende selv.

3.6 Sagsbehandlingen udføres på rådsøgendes vegne, men i retshjælpens navn.

3.7 Telefonretshjælpen kan endvidere i konkrete sager optræde som partsrepræsentant for rådsøgende, derunder i småsager, forenklet inkassoproces og andre processuelle forhold, som efter retsplejeloven ikke forudsætter advokatbeskikkelse. Telefonretshjælpen kan kun bistå en af en sags parter.

3.8 Telefonretshjælpen udfærdiger herudover ikke egentlige juridiske dokumenter, og Telefonretshjælpen kan heller ikke deltage i udgående møder eller forhandlingsmøder med rådsøgendes modpart eller tilsvarende.

3.9 Det tilstræbes, at Telefonretshjælpen ikke afslutter en henvendelse fra en rådsøgende uden hjælp. For så vidt muligt tilbydes derfor mindst grundlæggende vejledning om de foreliggende forskellige andre muligheder for bistand.

3.10 Telefonretshjælpen kan etablere fast eller ad-hoc samarbejde med enkeltpersoner, institutioner eller firmaer om løsning af opgaver i tilknytning til Telefonretshjælpens virke eller tilgrænsende virksomhed.

 

§ 4 Økonomisk grundlag

4.1 Telefonretshjælpens drift søges finansieret ved offentligt tilskud, derunder efter retsplejelovens § 324.

Telefonretshjælpen kan desuden modtage andre offentlige eller private tilskud til sin etablering og drift.

Hvis et offentligt eller privat tilskud eller donation modtages, respekteres eventuelle betingelser for tilskuddet eller donationen.

4.2 Telefonretshjælpen kan også modtage betingelsesløse sponsorater til dele af sin drift fra sponsorer hvis vandel i almindelig omdømme ikke er belastet. Eneste modydelse i forbindelse hermed vil være omtale af sponsoratet i forbindelse det sponserede og i Telefonretshjælpens Årsberetning. Eventuel modtagelse af sponsorater må ikke være egnet til, hverken konkret eller generelt, at skabe tvivl om Telefon-retshjælpens fuldstændige uafhængighed.

4.3 Det skal sikres, at der set fra Telefonretshjælpens side er rimeligt forhold mellem ydelser og modydelser ved eventuelle etablerede samarbejder.

4.4 Telefonretshjælpens enkelte medarbejdere må ikke, bortset fra beskedne taknemmelighedsgaver, modtage nogen form for ydelser fra de rådsøgende.

 

§ 5 Styret

5.1 Telefonretshjælpen ledes af Styret.

Styret består af de til enhver tid fungerende rådgivere og øvrige medarbejdere i Telefonretshjælpen.

5.2 Derudover kan Styret vælge op til 3 yderligere medlemmer med kendskab til retshjælpsområdet og til de politiske og økonomiske betingelser herfor.

De valgte styremedlemmer er personlige medlemmer, der alene repræsenterer sig selv, men dog hver især forudsættes at bidrage til Telefonretshjælpens virke på baggrund af de interesser, de repræsenterer.

De valgte medlemmer af Styret vælges i givet fald for 4 år. Genvalg kan finde sted.

5.3 Styremedlemmer kan ikke repræsenteres af andre i henhold til fuldmagt.

5.4 Styret skal holde ordinært Styremøde hvert år i februar måned til godkendelse af Telefonretshjælpens reviderede regnskab. Det ordinære Styremøde indkaldes af den daglige leder, der ligeledes kan indkalde til andre Styremøder.

Herudover kan ethvert styremedlem indkalde til Styremøde.

Daglig leder sørger for at samtlige medarbejdere har adgang til en løbende ajourført fortegnelse over medarbejdere og øvrige styremedlemmer med angivelse af disses e-mailadresse.

Styret konstituerer sig selv på årets ordinære Styremøde, derunder eventuelt med et 3-mands formand-skab, der løbende kan repræsentere Telefonretshjælpen overfor den daglige ledelse og omverdenen.

5.5 Alle Styremøder kan gennemføres skriftligt eller elektronisk i former, som besluttes af Styret.

Indkaldelse til Styremøde sker ved rundsendelse til de øvrige styremedlemmer af dagsorden og det materiale, der ligger til grund herfor. Indkaldelse skal, medmindre alle styremedlemmer frafalder, ske med 7 dages varsel.

Styremødet er uanset deltagelse beslutningsdygtigt, når alle styremedlemmer er behørigt indkaldt.

Styret træffer som udgangspunkt beslutninger ved konsensus. Kan et forslag ikke vedtages ved konsensus kan forslaget behandles ved afstemning på næstfølgende Styremøder, der tidligst kan finde sted 7 dage efter det første Styremøde, hvor vedtagelse kræver ¾ flertal af samtlige styremedlemmer.

Der skal udarbejdes protokol over styrets forhandlinger og beslutninger.

5.6 Den daglige leder forbereder Styremøderne, og deltager på linje med de øvrige medarbejdere heri med tale- og stemmeret.

5.7 Herudover udarbejder Styret selv sin egen forretningsorden.

5.8 Arbejde i Telefonretshjælpens bestyrelse kan ikke honoreres af Telefonretshjælpens midler. Dog kan udgifter i forbindelse med hvervets udførelse eventuelt afholdes af Telefonretshjælpen efter generelle retningslinjer, der skal offentliggøres hvert år i Telefonretshjælpens Årsberetning.

 

§ 6 Daglig leder

6.1 Styret ansætter en daglig leder og fastsætter vilkårene for ansættelsen.

6.2 Daglig leder skal være uddannet jurist, og have praktisk erfaring indenfor Telefonretshjælpens virkeområde, derunder fra virke som partsrepræsentant.

6.3 Den daglige leder forestår den daglige drift af Telefonretshjælpen efter den herom gældende lovgiv-ning, nærværende vedtægter og efter retningslinjer fastsat af Styret.

Den daglige leder har det overordnede faglige ansvar for rådgivningen og sagernes behandling, og skal sikre, at rådgivere og øvrige medarbejdere får den nødvendige instruktion og supervision.

Den daglige leder skal i videst muligt omfang inddrage de øvrige medarbejdere i spørgsmål om Telefon-retshjælpens virke.

6.4 Den daglige leder ansætter rådgivere og øvrigt personale og fastsætter vilkårene herfor.

6.5 Den daglige leder skal bestræbe sig på, at Telefonretshjælpens rådgivning er omfattet af en rådgiveransvarsforsikring, der kan friholde de rådsøgende fra eventuelle tab på grund af eventuelle ansvarspådragende forhold i forbindelse med Telefonretshjælpens rådgivning.

 

§ 7 Rådgivere

7.1 Den egentlige vejledning og rådgivning af de rådsøgende og den nødvendige sagsbehandling varetages af rådgivere.

7.2 Som rådgiver kan den daglige leder ansætte enhver, der har de nødvendige faglige forudsætninger og kvalifikationer, fortrinsvis uddannede jurister med erhvervserfaring.

7.3 Rådgiverne skal udover de tilstrækkelige kvalifikationer have lyst til engageret og empatisk at yde den nødvendige frivillige retshjælpsindsats overfor de rådsøgende.

 

§ 8 Tavshedspligt

8.1 Alle, der har med Telefonretshjælpens virke at gøre, styremedlemmer, daglig leder, alle øvrige medarbejdere og eventuelle samarbejdspartner er forpligtet til overfor alle uvedkommende tredjemænd at iagttage fuldstændig tavshed om konkrete rådsøgendes forhold, om Telefonretshjælpens forhold og om forhold hos andre og andet, som er kommet til kendskab gennem virket i Telefonretshjælpen.

8.2 Denne forpligtelse vedvarer også efter at relationen til Telefonretshjælpen ophører, uanset årsag.

8.3 Generelle problemstillinger kan i anonymiseret form viderebringes i faglige sammenhænge, såfremt det ikke herved bliver muligt at identificere den eller de berørte rådsøgende, og såfremt det tjener et sagligt formål.

 

§ 9 Hæftelse og tegning

9.1 For Telefonretshjælpens gyldigt påtagne forpligtelser hæfter alene Telefonretshjælpens til enhver tid værende formue.

9.2 Telefonretshjælpen tegnes af samtidig underskrift af 2 medlemmer af styrets formandskab eller af et flertal af styremedlemmer. Der kan meddeles fuldmagter.

Den daglige leder har stillingsfuldmagt til at udføre alle de med almindelig drift forbundne dispositioner.

 

§ 10 Regnskab og revision

10.1 Telefonretshjælpen skal føre forsvarligt bogholderi, og skal 1 gang årligt offentliggøre et af bestyrelsen godkendt revideret regnskab for et kalenderår.

10.2 Telefonretshjælpens regnskab skal revideres efter myndigheders og/eller Styrets nærmere bestemmelse.

10.3 Eventuelle midler, der tilhører de rådsøgende skal behandles på tilsvarende måde som advokaters klientkontomidler, jfr. de herom gældende retningslinjer.

 

§ 11 Årsberetning

11.1 Telefonretshjælpen skal hvert år udarbejde og offentliggøre en Årsberetning, der mindst redegør for de af Civilstyrelsen krævede forhold.

11.2 Herudover kan Telefonretshjælpen anvende Årsberetningen til at orientere om relevante forhold for udøvelse af retshjælpsvirksomhed og på baggrund af observationerne i Telefonretshjælpen at påpege konkrete og generelle forhold af rets- og retshjælpspolitisk betydning for en videre kreds.

 

§ 12 Vedtægtsændring og opløsning

12.1 Telefonretshjælpens vedtægter kan kun ændres efter énstemmig beslutning af Styret og godkendelse af Civilstyrelsen.

12.2 I tilfælde af ophør eller opløsning af Telefonretshjælpen skal der udarbejdes årsberetning og regnskab for ophørsåret. Ubrugte midler og værdier, der kan henføres til modtagne tilskud fra Civilstyrelsen eller anden offentlig myndighed, skal ubetinget tilbageføres til de pågældende, mens en eventuel øvrig nettolikvidationsformue skal tilfalde tilsvarende retshjælpsformål efter Styrets, subsidiært Civilstyrelsens beslutning.

oo0oo

Således vedtaget i forbindelse med stiftelsen, den 14. maj 2021